Fri fragt fra 499 DKK - Levering 1-2 hverdage - Anerkendte fodplejeprodukter

Få personlig rådgivning af fodterapeut på Tlf. 22 55 99 01

Fodvorter


Fodvorter er en udbredt hudlidelse, som kan være til stor gene for personer i alle aldre. De små, hårde knuder på fodsålen kommer altid ubelejligt som en både smertefuld og kosmetisk plage, der i den grad kan sætte sit præg på din dagligdag. Her på siden har jeg samlet alt, hvad du skal vide om årsagerne til fodvorter, hvordan de spreder sig, og de mest effektive behandlingsmetoder. 

Hvad er en fodvorte?

Som navnet indikerer, er en fodvorte en vorte, der oftest opstår på fodsålen. En fodvorte kan dog også i sjældnere tilfælde sidde under neglen eller mellem tæerne. Du kan kende dem ved deres ru - lidt blomkålsagtige - overflade, som ofte har sorte prikker i form af små blodkar i selve vorten. De kan variere i størrelse og antal, og nogle gange optræder de endda i klynger, hvilket kaldes mosaikvorter. 

Fodvorter kan være smertefulde, og det skyldes, at de udsættes for tryk, når du går eller står. Dét tryk gør fodvorterne fladere og mere smertefulde – særligt hvis vorten er placeret ved trykpunkterne på foden. 

Fodvorter kan ofte forveksles med ligtorne, men de har typisk en grovere tekstur og kan have en karakteristisk ring omkring dem. Er du i tvivl, om du har en ligtorn eller fodvorte, kan du læse mere om det her. 

Hvad gør man ved fodvorter?

Selvom fodvorter er ufarlige, kan de smitte utroligt meget. Derfor er det en god idé at behandle dem, uanset om de er til gene eller ej.  

Behandling af fodvorter kan variere afhængigt af størrelse, antal og grad af smerte. Der findes dog heldigvis mange behandlingsformer, som hjælper med at fjerne vorterne og lindre ubehaget. En tommelfingerregel, når du behandler fodvorter, er, at du skal være tålmodig og vedholdende, da det kan være en tilbagevendende gene. 

Hvis du ikke behandler dine fodvorter, kan de med tiden forsvinde af sig selv. Typisk vil det dog være en endnu længere proces – og samtidig med risiko for at smitte andre og dig selv undervejs. 

Jeg anbefaler, at du behandler dine fodvorter ved at opbløde huden, så du kan fjerne al den hårde hud og de døde hudceller. Dernæst skal du behandle med et vortemiddel. Læs mere om behandling af fodvorter her

Hvordan får man fodvorter?

Fodvorter er forårsaget af en infektion med humant papillomavirus (HPV). Virussen trænger ind i huden gennem små sår, revner eller svage områder på foden. 

Transmission af HPV:

  • Direkte kontakt: Virusset kan overføres ved direkte hudkontakt med en person, der har en vorte. Det kan ske ved at røre ved vorten eller ved at dele f.eks. håndklæder, sko eller sokker. 
  • Indirekte kontakt: HPV kan overleve på overflader i fugtige miljøer som svømmehaller, offentlige brusere og omklædningsrum. Man kan blive smittet ved at gå barfodet på de områder. 

Forhold, der øger risikoen:

  • Hudlæsioner: Små sår, revner eller skrammer på fodsålen kan gøre det lettere for HPV at trænge ind i huden og forårsage en infektion. 
  • Fugtige miljøer: Fugtige og varme forhold, som man ofte finder i sko, der ikke tillader fødderne at ånde, kan skabe et ideelt miljø for virusset at trives i. 

Svækket immunforsvar: Personer med et svækket immunforsvar er mere tilbøjelige til at udvikle fodvorter.